Hem Odde

"Grethe"

Af: Anders Errboe

I 1938 fik vor helt en ny ide: Genoptagelse af færgefarten på Mossø. Han afhændede så hotellet og byggede et lille træhus på pæle øst for hotellet helt nede ved søen. Den lille tomt, hvor huset lå, ses endnu. Hans aftægtshus, hvor han boede med sin hund, lå lige ved det landingssted, som fisker Toftegård i 1938 købte med 40 tdr. land for 2000 kr.. Bette Anders ville bo, så han kunne holde øje med sin færge. der skulle sejle turister mellem Hem Odde og Alken Havnestation. Færgefarten derfra til Klostermølle var indstillet i 1932, så det syntes at være en god ide at sætte Hem Odde i nær forbindelse med en hovedfærdselslinie. Båden ”Grethe” kom aldrig i fart, men Anders boede på den, mens han byggede sit lille hus ved søen. Myndighederne forlangte certifikat, noget man havde taget let på ved den tidligere dampskibssejlads på søen, havnen var ikke dyb nok, og der var problemer med motoren.

Til sidst gav manden op og endte sit liv i søen. Han efterlod et afskedsbrev, hvori der stod: ”Grethe blev min skæbne". Politiet, der skulle undersøge omstændighederne ved dødsfaldet, ledte forgæves efter en kvinde ved navn Grethe, indtil behjertede folk fortalte om skibet. Man havde også bekymret sig, om han kunne holde varmen i det lille hus, der var isoleret med træuld, og ymtet, at han burde komme på alderdomshjem. Men Anders ville blive ved Hem Odde. Et øjenvidne husker endnu, hvordan en optrædende havde stor succes med fra scenen at proklamere følgende:

Hist ved Hem ligger en skude Hist ved Hem ligger en skude.
Ved synet af den kan Anders tude.
Grethe elsker at ligge på bunden.
Zonen kunne ikke trække hende fra bunden.

Digtet er ikke ligefrem kunst. Men det vidner om, at hans sidste projekt ikke lykkedes Men Anders Andersens menneskevenlige sind huskes. Han var også god mod sit personale, og i hans sidste vanskelige tid overkom han end og at betænke sin trofaste udsmider, fisker Ejler Olesen, med et stykke land ved søen.